Mette Rishøj (f. 1972) har atelier i København, hvor hun arbejder med sine værker, som nok bedst beskrives som en leg med lag og motiver. Men hun er også en kunstner, som har noget på hjerte. Hendes kunst skal betyde noget. Den skal fortælle os noget.

Værkerne griber fat om livets facetter. Hvordan er det at leve i en storby netop nu? Hvordan håndterer vi hverdagen, hamsterhjulet, livet generelt? Mette Rishøj interesserer sig for samtiden, for det flygtige. Man kan sige, at hendes værker er en slags portrætter af menneskers liv – men hun maler aldrig selve mennesket. Kun alt det, vi efterlader, og er i samspil med. Maleriet af Amalienborg, er et godt eksempel på netop dét. Det kunne blot kunne have været et skønmaleri – var det ikke for den sky af os og syreregn, der hænger faretruende over palæerne. Dronningen sidder sandsynligvis derinde bag murene og pulser løs. For selv dronninger er ikke forskånet for det beskidte, som hun selv - og vi mennesker - skaber.

Mette Rishøj kan også godt lide at sammensætte motiver, som ikke umiddelbart hører sammen. Som den væltede lastbil, der bliver placeret foran Rosenborg Slot. Som en discjockey, der sampler forskellige numre, så der opstår ny musik – er det også dét Mette Rishøj gør – bare med kunst. Materialerne hun arbejder med er mange. Akryl, ler, spray og posca. Hun jonglerer mellem teknikker for at give værkerne den dybde, som det er så vigtigt for hende at få frem. Hun sammensætter det pæne med det beskidte og det tilfældige med det stramt styrede. Og nogle gange tømmer hun penslerne på det lærred, hun er i gang med – og skaber på den måde et kaos, som kan være grobund for endnu mere dybde og flere lag at arbejde videre med.