Bentemarie Kjeldbæk

Bentemarie Kjeldbæk (f. 1952) er en anerkendt dansk kunstner, uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi i København. Hendes dynamiske oliemalerier er repræsenteret på kunstmuséer og gallerier i hele landet – blandt andet på Trapholt i Kolding og på Sønderjyllands Kunstmuseum.

Mange vil sikkert allerede have stiftet bekendtskab med Bentemarie Kjeldbæks univers med tyre og flamencodansere, da vi for år tilbage udstillede Kjeldbæk i Skælskør. Det var en kæmpe succes, og derfor synes vi, at tiden er inde til et glædeligt gensyn.

Bentemaries egne ord om sin udstilling ”Mercado”


Jeg glæder mig til at udstille i Skælskør igen efter en dejlig oplevelse sidst, og jeg har malet helt nye oliemalerier til udstillingen. De er malet på råt hørlærred spændt op på håndlavede blindrammer. Jeg har limet hørren med harelim og mange tynde lag harpiks blandet med ægte farvepulvere. Det er helt den samme teknik, som Velazquez brugte i de malerier, der nu hænger på Pradomuseet i Madrid, og som Joan Miró viderefortolkede i sine farvestærke billeder, der hænger i Barcelona.

Der findes ikke mange ægte farvepulvere i naturen, så det er fantastisk for mig at se, hvordan de har været brugt helt rene gennem mere end 400 år, og det er dette samarbejde med gamle spanske kunstnere, der inspirerer mig til mine egne fortolkninger af alt det, jeg ser, når jeg rejser i Spanien.

På denne udstilling har jeg malet kvinder fra det store madmarked i Barcelona. Der står de stolte i hvide flæsekraver, sorte gummiforklæder og gule handsker med røde fisk, hummere, tyrekød og grønne peberfrugter i hænderne. Jeg tegner der helt tidligt om morgenen, når den hvide is bliver lagt op og duerne flyver ind og hopper rundt oven på det nyflåede fjerkræ.

Denne travlhed og råben og deres præcision, når de anbringer varerne, giver lige det nærvær og det spark til mine tegninger, der skal bruges, og jeg ser for mig de spanske kunstneres fortolkninger, mens jeg laver mine egne: Picassos kvindeøjne, Mirós abstrakte forenklinger, Velazquez’ dronninger malede i jordfarver og Dalis surrealistiske iagttagelser.

Jeg smelter det sammen i mine tegninger og farveskalaer og viderefortolker det frem til i dag i mine malerier, som jeg maler i roen på mit atelier i Helsingør.

Bentemarie Kjeldbæk, September 2014

Info om udstillingen

  • Kunstner:

    Bentemarie Kjeldbæk

  • Fernisering:

    4/10 2014 kl. 13.00

  • Udstillingsperiode:

    4/10 - 26/10 2014

Tidligere udstillinger

Gå på opdagelse i nogle af de tidligere udstillinger i Skælskør Kunstforening. Klik på billederne for at læse mere.

loke_web

Valhalla 40 år

mianelle_hero

Mia-Nelle Drøschler

finn richardt

Finn Richardt

banner

Mette Rishøj

ulrik stenshoej

Anders Morgenthaler

aftryk

Flemming Quist Møller

inge hoerup

Hanne Varming & Gerda Østergaard

lasse snorgaard

Maja Lisa Engelhardt

lasse snorgaard

Hanne Hastrup

lasse snorgaard

Jakob Martin Strid

lasse snorgaard

Bentemarie Kjeldbæk

lasse snorgaard

Ulrik Stenshøj