Flemming Quist Møller

Skælskør Kunstforening præsenterer
FLEMMING QUIST MØLLER

Udstillingsperiode 14. februar - 8. marts 2015

Udstillingen er åben fredage, lørdage og søndage kl. 14.00 - 17.00
Magasinet, Strandgade 14, 4230 Skælskør.

Børnefernisering lørdag den 14. februar kl. 10.30

Flemming Quist Møller fortæller eventyr.
Der serveres chokolademadder.

Voksenfernisering lørdag den 14. februar kl. 14.00

Inklusiv halvanden times koncert med
Flemming Quist Møller & Christian Sievert.

Koncerten koster 50 kr. Gratis entré for medlemmer.
Der bydes på et glas vin.

FLEMMING QUIST MØLLER

14. FEBRUAR - 8. MARTS 2015

Som far til Cykelmyggen Egon, Jungledyret Hugo, Snuden og mange, mange andre fantasifulde væsner, 
har Flemming Quist Møller (f. 1942 i København) formået at glæde både store og små gennem årtier.

Hans streg er letgenkendelig og ganske unik, og der er ingen tvivl om, at Flemming Quist Møller har et ganske særligt talent. Ja, faktisk har han mange. Han er en ægte multikunstner – illustrator, musiker, filminstruktør, skuespiller og meget mere.

På udstillingen i Skælskør glæder vi os over at kunne vise nogle af originalillustrationerne fra bogen om Cykelmyggen Egon, som er blevet læst af børn og barnlige sjæle i mere end 25 år. Der vil være helt nye collager, som er lavet i 2014 og aldrig før har været udstillet. Ligesom 12 plakater, der tilsammen danner dét Flemming Quist Møller kalder et Plakatapet – altså et tapet af plakater – bliver en central del af udstillingen.

De 12 plakater er lavet med vandopløselige gouachefarver og de er skabt i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg. Plakatapetet har de mest vidunderloge farver og viser på fornemste vis den detaljerigdom og det helt særlige univers, som kun Flemming Quist Møller formår at skabe og overføre til papiret.

Flemming Quist Møller er en af de mest anerkendte børnebogsillustratorer herhjemme, og han har gennem tiden modtaget et hav af litteraturpriser for sine børnebøger. Blandt andre Gyldendals Børnebogspris og Orla-prisen, ligesom han har modtaget en Æres-bodil for sit virke som tegnefilmsinstruktør.

I Magasinets lille rum udstiller billedskolen værker inspireret af Flemming Quist Møller.

Plakatapet lavet af Flemming Quist Møller i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg

plakatapetet