Stinne Bo

Skælskør Kunstforening præsenterer

STINNE BO - Papirsnit & tegninger

Fernisering lørdag den 12. august klokken 14.00

Kunstneren er til stede, og der serveres et let traktement samt et glas vin.

Udstillingsperiode 12. august – 10. september 2017

Udstillingen er åben fredage, lørdage og søndage kl. 14.00 - 17.00

Ekstra åbent til Kulturel Folkefest
1. september kl. 14.00 - 22.00 og 2. september kl. 10.00 - 17.00

Magasinet, Strandgade 14, 4230 Skælskør
Fri entré - Alle er velkomne

Læs mere om udstillingen HER.

STINNE BO - Papirsnit & tegninger

12. AUGUST – 10. SEPTEMBER 2017

Kunstner Stinne Bo (1983) har gennem årene primært beskæftiget sig med tegning, som hun mestrer til perfektion. Hendes dygtige tegnekundskaber ser man tydeligt i serien ”El Niño,” som består af lyserøde grafit-tegninger, som er en del af de værker, der præsenteres i Skælskør.

Disse værker emmer ved første øjekast af æstetik, klassiske dyder og forfinede streger. Men ikke alt er, som det umiddelbart ser ud. For dét der på afstand giver beskueren en følelse af lækkerhed, lyserøde skyer, candyfloss og flødeskum – gemmer på langt mere dystre og vulgære motiver. Fortolkningerne er frie for beskueren, der kan vælge at fokusere på det perfekte – eller at se lige igennem det og i stedet få øje på det modsatte.

Gennem de seneste år har Stinne Bo rent kunstnerisk udfordret sig selv ved at fokusere på arbejdet med udskårne papirværker. På udstillingen vil der både være værker med og uden lys. Papirsnittene uden lys er skåret ud af et enkelt stykke papir, mens værkerne med lys er i flere lag. Stinne Bo lader sig i disse værker styre af sin intuition, mens hun arbejder sig ind i værket fra en ende af med sin skalpel. Hun omfavner de motiver, der kommer til hende undervejs. Måden hun arbejder ud fra i disse værker, kalder hun for ”Lighting Shadows” - en metode, hvor hun arbejder med mange lag af papir ovenpå hinanden. Nogle steder er lagene tynde, så der kan trænge meget lys igennem. Andre steder er lagene mange, lyset svagere og mørket fremherskende.

Værkerne afspejler en leg med kontraster, og motivuniverset er typisk stillebener inspireret af maskiner og rums kompleksiteter. Hvad der er forgrund, hvad der er baggrund, hvor rummene begynder og slutter er op til øjnene, der ser.

De udskårne papirværker har en baggrund af lys, som skinner igennem værkerne. Kvaliteten af lys er vigtig for Stinne Bo, som bruger en høj kvalitet LED-lys, med en tone af varmt dagslys.