Flot fremmøde til fernisering

Omkring 70 gæster mødte op til ferniseringen på Dag Aronsons maleriudstilling i Magasinet i Skælskør i lørdags. Den norskfødte kunstner, der i dag bor i Odsherred, var til stede, og mange af deltagerne benyttede sig af lejligheden til at tale med ham om symbolikken og motiverne i de mange interessante kunstværker.

Formanden for Skælskør Kunstforening, Pernille Kirkeskov-Hansen, var godt tilfreds med, at så mange brugte weekenden på en farverig kunstoplevelse. Men samtidig håber foreningen på, at mange endnu vil benytte sig af muligheden og lægge vejen forbi Magasinet i de kommende weekender.

Det er gratis, og der er åbent fredag, lørdag og søndag fra 14-17 frem til den 17. marts.
Skoleklasser er mere end velkomne til efter aftale at besøge udstillingen i hverdagene.


Godt nytår

Bestyrelsen i Skælskør Kunstforening håber, at I alle er kommet godt ind i det nye år. Og allerede nu tør vi godt love jer, at 2013 kommer til at byde på en perlerække af interessante kunstoplevelser.

Årets første udstilling bliver med Dag Aronsons malerier, der kan opleves i Magasinet allerede fra 23. februar. Læs mere HER.

Husk også at sætte kryds i kalenderen den 2. juni, hvor vi tager på den årlige sommerudflugt.

På gensyn i Skælskør Kunstforening.

Farverig fernisering med Karin Olesen

Lørdag den 6. oktober havde vi fernisering på den nye udstilling ”Personager” af Karin Olesen og hendes to døtre. Karin Olesen og datteren Amalie M. Olesen var til stede, og de fortalte underholdende og levende om deres arbejde med kunsten.

Til ferniseringen serverede kunstforeningen en lækker efterårssuppe med kartoffel og porre. Mange spurgte om opskriften. Se den HER.

Hans Prag tog en serie fotos fra dagen. Se dem HER.


Mads Stage udstilling blev stor succes

Kunstforeningens enestående udstilling med Mads Stages værker i sensommeren 2012
blev et stort tilløbsstykke. Og ikke kun til ferniseringen - men også under Kulturel Folkefest - kom der mange gæster.

Det blev en udstilling, som vi i Skælskør Kunstforening er særligt stolte af, fordi det lykkedes, at skabe den retrospektive og unikke udstilling, som vi havde håbet på. Mads Stages enke, Agnete Stage, lukkede gæstfrit op i kunstnerhjemmet i Bisserup.
Her lod hun foreningens bestyrelse finde frem til både kendte motiver og mindre kendte værker, som vi fik lov at præsentere i Magasinet i Strandgade.

Tak til Agnete Stage, som gjorde denne helt særlige udstilling mulig.

Stort fremmøde til generalforsamling 2012

Den 10. september blev den årlige generalforsamling afholdt i KIT’s lokaler i Algade. Og fremmødet var stort – hele 46 medlemmer var mødt op. Aftenen bød foruden bestyrelsens beretning, også på kunstlodtrækning og et interessant program med oplæg af blandt andre kunstner Ole Lejbach.

Herefter kunne interesserede følge med til Bruuns Hjørne for at se de keramiske værksteder, og herefter til Harboes Vænge for at se det nye billedhugger- og arkitektværksted, der er under ombygning.

Referatet fra generalforsamlingen kan læses HER.