Kom til foredrag med Thomas Kluge

***Foredraget er nu udsolgt***

Det er lykkedes Skælskør Kunstforening at få den yderst aktuelle kunstner Thomas Kluge (f. 1969) til at holde foredrag om sine værker i Skælskør den 11. marts 2014. Thomas Kluge, der til daglig bor i Korsør, har netop færdiggjort kunstværket ‘Kongefamilien’, som han har arbejdet på i fire år.

På maleriet, der er fyldt med symboler af forskellig art, er fjorten kongelige familiemedlemmer blevet portrætteret sammen. Kunstværket er fyldt med referencer til både fortiden, nutiden og fremtiden, ligesom det rummer masser af anden symbolik. Den unge prins Christian, der bærer ansvaret for fremtidens kongehus på sine skuldre, står som centrum i værket, hvor han insisterende holder øjenkontakt med beskueren.

Gruppeportrættet er blevet livligt diskuteret, og det bliver derfor meget interessant at høre kunstnerens egne tanker om det kongelige portræt.

Foredraget holdes på Skælskør Bibliotek tirsdag den 11. marts 2013 kl. 19.00.
Billetprisen er 100 kroner pr. person. Kaffe, vin og vand kan købes.
Bestil billetter hos Skælskør Kunstforening på telefon 40334550 eller på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Hvis der er resterende billetter, sælges de i døren.
Foredraget er sponsoret af Slagelse Kommune.


Thomas Kluge

Strid-fernisering for børn og barnlige sjæle

Der blev spist masser af chokolademadder, læst, hygget og tegnet, da Skælskør Kunstforening åbnede Jakob Martin Strid-udstillingen i Magasinet lørdag den 15. februar.

Dagen blev en stor succes med 120 gæster dagen igennem. Tak til alle for en skøn dag – og husk at udstillingen kan ses frem til den 9. marts.

Se hvad Skælskør Avis skrev om ferniseringen her


Masser af Strid i Skælskør

I forbindelse med, at det er lykkedes at opsætte udstillingen med Jakob Martin Strid i Magasinet, så har Skælskør Kunstforening lavet et samarbejde med flere andre aktører i Skælskør, som alle benytter sig af muligheden for at sætte fokus på Strid og hans forfatterskab.

Skælskør Bibliotek

Forestillingen Mustafas Kiosk for de 4-10 årige opsat af Teater Fantast bliver vist 11. februar klokken 12.30 på biblioteket. Billetter kan bestilles fra den 28. januar og er gratis, men skal bestilles på forhånd.

Skælskør Billedskole

Gratis workshop for de 8-13 årige i vinterferien inspireret af Jakob Martin Strids univers. Nogle af værkerne kommer med på Strid-udstillingen i Magasinet og vises i et særskilt rum.

Bøger og papir, Skælskør

Ayoe fra boghandleren i Skælskør vil være til stede til Strid-udstillingen den 15. februar i Magasinet. Fra klokken 13-15 sælger hun udvalgte Strid-bøger med særlig rabat i dagens anledning.


Jakob Martin Strid

Flot efterårsfernisering i Magasinet

Det blev en rigtig flot og velbesøgt fernisering den 5. oktober, da kunstnerparret Christella Bamford og Helge Nordstrøm åbnede Skælskør Kunstforenings nye udstilling. De fortalte begge levende og intenst om de udstillede værker. Helge Nordstrøm om sine mange malerier og tegninger og Christella Bamford om sine skulpturer i forskellige materialer.

Helge Nordstrøm havde taget sin guitar med, som han spillede nogle numre på, og der blev serveret en dejlig efterårssuppe, som Sofie og Hanne fra bestyrelsen havde lavet. Mange har spurgt om opskriften på suppen. Se den her:

Græskarsuppe 4-6 personer

  • 800 g skrællet hokkaido i mindre stykker
  • 3 spsk rapsolie
  • 6 hakkede skalotteløg
  • 2 fed presset hvidløg
  • 2 dl hvidvin
  • 8 dl hønsebouillon
  • 5 dl fløde
  • 1 spsk citronsaft
  • salt og peber

Sauter græskartern i olie, tilsæt efter et par minutter løg og hvidløg og lad det simre nogle minutter.
Tilsæt hvidvin og bouillon og lad det småkoge ca. 10 min.
Tilsæt fløde og lad det simre yderligere i ca. 15 min.
Smag til med salt og peber samt lidt citronsaft.
Blend suppen.


Lyskunst blev trækplaster

Opbakningen var stor, da der var fernisering på den unge kunstner Astrid Myntekærs lyskunst i Magasinet lørdag den 17. august. Hele 75 gæster blev det til i løbet af dagen.

I det ene rum var udstillet en række kunstfotos i stærke lilla og pink farver. Og midt på gulvet en ved første øjekast meget enkel installation med spejle. Det andet rum i Magasinet er til denne udstilling blevet fuldstændig mørkelagt, for at de lysinstallationer, man kan se derinde, kommer til deres ret. Astrid Myntekærs kunst er meget moderne, og selvom den måske synes enkel, kan det anbefales at give sig god tid til at opleve den, så man bliver indfanget af stemningen, lyset og de interessante konstellationer.

Har du ikke allerede været en tur forbi og set Astrid Myntekærs kunst, så kan det nås endnu. Der er åbent i Magasinet, Strandgade 14 fredage, lørdage og søndage fra 14-17 til og med den 8. september. I forbindelse med Skælskør 2000 er der endda udvidede åbningstider. Fredag den 31. august fra 14-21. Lørdag den 31. august fra 10-17.

Og husk at kunst ikke kun er for voksne. Tag også gerne børn i alle aldre en tur med ind og se udstillingen. De vil helt sikkert fascineres af særligt det mørkelagte rum.