Spændende udstilling under Kulturel Folkefest

Skælskør Kunstforening har den store ære og fornøjelse at kunne præsentere soloudstillingen Traumhaus med kunstner Kim Richard Adler Mejdahl i Skælskørs gamle stationsbygning, Stationsvej 5. Udstillingen vises fra den 31. august til den 2. september. Åbningstiderne er fredag 18.00-22.00, lørdag 10.00-17.00 og søndag 10.00-17.00.

Kim Richard Adler Mejdahl studerer til dagligt på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, hvor han laver kunst i grænsefeltet mellem musik, film og billedkunst. Til dette års Kulturel Folkefest vender den unge kunstner tilbage til sin hjemby med en mørk og vanvittig soloudstilling i den nedlagte stationsbygning.

Midt i weekendens festivitas vil stationsbygningen stå forvandlet om til et mareridtshjem, hvor Mejdahl inviterer folk indenfor i husets ødelagte lokaler fyldt op med gamle og nye værker.

Udstillingstitlen laver et finurligt ordspil mellem ordet traume og drøm (på tysk). I klassisk drømmetydning har samtlige rum i huset sin egen signifikante betydning. Hvert rum bærer på noget godt og ondt. Ydermere lægger huset ofte en solid ramme af mursten om traumatiske skænderier og misbrug, som familier bliver udsat for af en voldelig far eller mor. I Traumhaus vil Mejdahl vise, hvordan 'abstrakte' termer som traume, vold og mareridt kan tage fysisk form som en skulptur, som et billede eller som en film.

I år blev Mejdahl tildelt den prestigiøse Solopris ved Charlottenborgs Forårsudstilling for værkerne "No Ozone" og "ODE". Førstnævnte er en brutal animationsvideo lavet af 2.448 blæktegninger, der tog næsten to år at færdiggøre. For første gang vil samtlige tegninger blive udstillet sammen med videoen. "ODE" viser kunstneren sammen med sin familie synge om drabet på deres alkoholiske far og ægtefælle. Filmen er vist rundt omkring i verden, og det er første gang, at den screenes i Skælskør. På sidste udstillingsdag søndag 2. september vil Kosmorama stå for visningen af "ODE". Der vil kun være en enkelt visning af filmen. Billetter udleveres gratis på Bykontoret efter først-til-mølle princippet.

Kim Mejdahl