Flot efterårsfernisering i Magasinet

Det blev en rigtig flot og velbesøgt fernisering den 5. oktober, da kunstnerparret Christella Bamford og Helge Nordstrøm åbnede Skælskør Kunstforenings nye udstilling. De fortalte begge levende og intenst om de udstillede værker. Helge Nordstrøm om sine mange malerier og tegninger og Christella Bamford om sine skulpturer i forskellige materialer.

Helge Nordstrøm havde taget sin guitar med, som han spillede nogle numre på, og der blev serveret en dejlig efterårssuppe, som Sofie og Hanne fra bestyrelsen havde lavet. Mange har spurgt om opskriften på suppen. Se den her:

Græskarsuppe 4-6 personer

  • 800 g skrællet hokkaido i mindre stykker
  • 3 spsk rapsolie
  • 6 hakkede skalotteløg
  • 2 fed presset hvidløg
  • 2 dl hvidvin
  • 8 dl hønsebouillon
  • 5 dl fløde
  • 1 spsk citronsaft
  • salt og peber

Sauter græskartern i olie, tilsæt efter et par minutter løg og hvidløg og lad det simre nogle minutter.
Tilsæt hvidvin og bouillon og lad det småkoge ca. 10 min.
Tilsæt fløde og lad det simre yderligere i ca. 15 min.
Smag til med salt og peber samt lidt citronsaft.
Blend suppen.